Man kan næsten ikke tro det. Men den bedårende West Highland White Terrier (i daglig tale kaldet Westie) med dådyrøjnene er en frygtløs jagthund med en enorm selvtillid gemt bag det blide ydre.
Racen stammer fra det skotske højland. Oprindeligt fandtes westiens forfædre i flere farvevarianter, men de hvide hvalpe var uønskede og blev derfor ofte aflivet ved fødslen. Overleveringerne fortæller dog, at en godsejer en dag under jagten ved et uheld kom til at skyde en af sine yndlingshunde – en rødbrun terrier. Siden den dag forsøgte han udelukkende at avle hvide hunde – et avlsarbejde, som det tog adskillige hundegenerationer at forfine til den race, man i dag kender som westien.
Westiens forfædre og –mødre var robuste jagthunde, som blandt andet blev brugt ved rævejagter. Og nutidens westie har ikke glemt sine aner. Den tager den dag i dag meget gerne en mus eller en rotte.
Den har også bevaret sit terrier-temperament. Selvom den pynter i enhver sofa, er og bliver den en terrier på godt og ondt. Den er utrolig charmerende, venlig og sjov, men tag ikke fejl – westien er ikke en skødehund. Den kræver en konsekvent og kærlig opdragelse, men magter man det, får man en trofast ven for livet.
Det er også værd at huske, at westien har brug for mentale udfordringer for at være rigtig tilfreds i hverdagen. Jagthunden i den fornægter sig ikke. Westien kan lide at gå spor, og enkelte af dem har faktisk klaret sig meget flot i lydighedsringene. De er meget selvstændige og har deres egne meninger om dette og hint, så det er ikke en race, som er specielt nem at arbejde med. Men ved kærlighed, tålmodighed og førnævnte konsekvens kan det lade sig gøre at nå helt op i Eliteklassen i lydighedsprogrammet. Nogle westier synes også, det er en sjov udfordring at løbe agility, selv om de ikke hører til de hurtigste indenfor den disciplin.
Et stort problem kan være at bevare den konsekvente holdning overfor en westie. Få racer kan være så charmerende som netop westien, når den sætter sig foran sin ejer og kigger op på ham/hende med logrende hale og spillende øjne, som signalerer: ”Er du nu helt sikker på, at jeg skal lægge mig lige her? Kan du nænne det”? Så er den nærmest umulig at stå for!
Westien kræver en del pelspleje – blandt andet trimning. Den er en de mest populære terrierracer i Danmark.